Iontoforese behandling
Iontoforese-behandling kan i flere tilfælde afhjælpe problemer med håndsved, fodsved og enkelte tilfælde sved i armhulerne. Hos de hyperhidrosepatienter der oplever effekt, kan det være en rigtig god behandlingsform baseret på naturlige stoffer. Gennem et vandbad sender iontoferese-maskinen en mild strøm over hudoverfladen, der fører til en midlertidig lukning af svedkanalerne. Det kræver gentagne behandlinger for at opnå og vedligeholde en god effekt. Din læge vil lægge et program for, hvor ofte behandlingen skal foretages.
En del patienter oplever rigtig god effekt, hvis behandlingen intensiveres i starten af behandlingsperioden, så patienten modtager behandling 20-25 dage i træk, hvorefter behandlingen skal vedligeholdes 1-2 gange om ugen. Dog vælger mange læger at starte behandlingen 2-3 gange om ugen, hvilket som regel ikke giver det ønskede resultat. Tal derfor med din læge om muligheden for at få behandling hver dag i flere uger, når du opstarter behandlingen.
Behandlingen kan foretages ved nogle hudlæger, men det er også muligt selv at købe et apparat og anvende det til hjemmebehandling.